E/F Matr. nr. 51 H Frederiksberg

Gl. Kongevej er en af de ældste udfartsveje fra København. Fra gammel tid er vejen fra Vesterport gået vestpå mod landsbyen Frederiksberg. Fra de tidligste tider med et markant knæk på vejen ud for Sct. Jørgens sø, men ellers i ret linje ud til Frederiksberg. Det vil sige bebyggelse ved Allégade – den oprindelige landsby – Solbjerg – eller ny Hollænderbyen. De indvandrede hollandske bønder fra Amager fik her lov til at etablere sig på kongens foranledning.
København bag voldene
København lå helt frem til midten af 1800-tallet beskyttet bag sine volde. Hver aften blev byens porte forsvarlig låst, og nøglerne blev bragt til slottet. Voldanlægget skulle beskytte byens borgere og kongen mod fjendtligt angreb. Det lykkedes på et hængende hår i 1659, hvor det svenskernes storm på København blev afværget.
Men i begyndelsen af 1800-tallet var tiden løbet for denne form for militærteknologi. Englænderne overfaldt byen i 1807 og erobrede den danske flåde. Volde og voldgrave beskyttede ikke byen mod angreb fra datidens fjendtlige kanoner med granater og brandbomber.
Samtidig trængte byen til mere plads. Den var overbefolket og uhumsk. Og i 1853 kostede koleraepidemien utallige dødsofre i byen blandt høj og lav. Koleraepidemien var anledningen til en begyndende oprydning i byen. Det var også anledningen til en ny bevidsthed om, at der skulle bygges bedre boliger med mere plads.
Først i 1852 blev den såkaldte demarkationslinjen flyttet ind til søerne. Demarkationslinjen angav en grænse for, hvor der måtte bygges solide huse. I tilfælde af krig skulle fjenden ifølge datidens krigsteknologi ikke have murstenshuse at gemme sig bag. Man måtte godt opføre huse i lette materialer, som kunne rives ned i tilfælde af krig. I 1856 inddrog militæret endelig sine vagtposter ved portene og så var det slut med de gamle byporte.
Bebyggelse af Gl. Kongevej
Det åbner for bebyggelsen af området mellem Jagtvej – Falkonerallé og søerne. I løbet af ganske få år eksploderede bebyggelsen af voldkvartererne og herunder også Gl. Kongevej. For Gl. Kongevejs vedkommende og Frederiksberg blev bebyggelsen som noget helt nyt præget af villaer. Senere blev der bygget huse i flere etager, som vi ser dem i dag. En række steder på Gl. Kongevej kan de oprindelige villaer stadig skimtes.
Det gælder således Gl. Kongevej 93, som er naboejendom til Ejerforeningen Matr. Nr. 53 h. Her er den oprindelige villa velbevaret. Men Villaen er svær at få øje på bag tilbygningen, der rummer et solcenter. I bogen ”København før og nu – og aldrig” beskrives det, at villaen i nr. 93 blev opført i 1850’erne. Den tilhørte på daværende tidspunkt kunsthandler J.P. Aagaard.
I 1850’erne blev der også opført en noget pompøs villa i nr. 91 af etatsråd og finanshovedkasserer R. C. Stæger. Den er ikke bevaret. I nr. 95 blev der opført en villa af grosserer Jacob Lefolii. I forbindelse med opførelsen af det nuværende hus og anlægget af Sankt Thomas Allé blev denne villa revet ned.
Barbara Zalewski har i sin bog ”Hjemme på Gl. Kongevej” fra 1996 beskrevet husene langs gade. Hun fortæller om nr. 95, der efter hendes oplysninger blev opført i 1858, at grossereren blev tilsagt til at møde i bygningskommissionen på Frederiksberg, fordi han havde taget sin ejendom i brug uden tilladelse. Problemet var, at han ikke havde fået bragt orden i ”de fortløbende grøfters regulering”. Ud for hvert hus skulle laves en lille bro over den dybe grøft. Det havde grossereren ikke fået gjort. Han blev idømt en bøde på 10 rigsdaler.
Alt i alt var Gl. Kongevej gennem mange år ”langt ude på landet”. Vejen var dårligt oplyst og som nævnt med dybe grøfter langs siden. Op gennem 1800 og 1900 tallet ændrede det sig. Gl. Kongevej er en af de driftige handelsgader. Køkkenbranchen og tæppebranchen foretrækker gaden og i de senere år er tøjforretningerne rykket ind.
Frederiksberg Allé
I 1700 – 04 blev Frederiksberg Allé anlagt parallelt med Gl. Kongevej. Frederiksberg Allé var den direkte forbindelsesvej mellem byen og Frederiksberg Slot. Indtil 1765 gik Alleen kun til Sankt Thomas Plads, men herefter blev den forlænget mod øst til Vesterbrogade. I 1785 blev der opført en pompøs port med en låge, dér hvor alleen munder ud i Vesterbrogade.
Frederiksberg Allé eller ”Den nye Kongevej” var forbeholdt kongen og hoffet. Kun hoffet og senere hen udvalgte grundejere havde nøgler til porten og måtte køre på alleen. I 1833 blev privatkørsel dog tilladt. Indtil da måtte andre dødelige omkring Gl. Kongevej, der ikke udmærkede sig på samme måde som den parisisk inspirerede brede Frederiksberg Allé. I 1862 blev porten og lågen ved Vesterbrogade nedtaget. Lågen kan i dag ses som indgang til Søndermarken på hjørnet af Pile Alle og Roskildevej.
Sankt Thomas plads
Sankt Thomas plads præges af de to springvand, der hver især beskriver udbygningen af Frederiksberg. Pladsen skifter ansigt fra det tidlige forår, hvor der er god plads til at slikke sol, henover sommeren til juletræet bliver sat op i begyndelsen af december. Fra Sankt Thomas Plads er der udsigt op gennem Frederiksberg Allé. Der er tale om et af byens smukkeste strøg, som i særlig grad kommer til sin ret om foråret, når træerne på den dobbelte lindealléen er lige ved at springe ud. Den nyudsprungne lindeallé sender en sart lysegrøn farve ud over hele byen.
Sankt Thomas Allé
Apotekeren A.H. Riise vendte hjem fra De Vestindiske Øer og købte i 1872 et landsted på hjørnet af Frederiksberg Allé og den senere Sankt Thomas Allé. Han kaldte landstedet Sankt Thomas, og naturligt fik vejen, der senere blev anlagt fra Sankt Thomas Plads til Gl. Kongevej, navnet Sankt Thomas Allé. Apotekeren solgte 12 år senere sit landsted til rebslager T.S. Thrane, som også var direktør for Tivoli. Han omdannede landstedet til en restaurant og et forlystelsessted.
I slutningen af 1800-tallet var denne del af Frederiksberg stedet, når det drejede sig om underholdning og festivitas. Når man kom fra Vesterbrogade lå de populære sangerindepavilloner, som Valhalla, Schweizer Pavillonen, Sankt Thomas og Rosenlund som noget af de første på Frederiksberg Allé. Længere ude var der Alléenberg og helt ude i Frederiksberg Have lå Josty.
Sangerinder
I slutningen af 1800-tallet var der over 60 registrerede sangerinder i København. Forlystelsesstedet Sct. Thomas lagde lokaler til ”uvæsnet”. Allan Mylius Thomasen har i sin bog ”Sangerindeuvæsnet” beskrevet udviklingen i underholdningsverden og sangerindepavillonerne på Frederiksberg omkring 1860’erne.
Allan Mylius Thomasen beskriver, hvordan byen København folder sig ud. Borgerne fik lov til at vælge byens borgmester, forretningslivet blomstrede, Tietgen slog sig op og strømmen fra land til by begyndte. Bayersk øl vandt indpas. Brygger J.C. Jacobsen og Købmand Wulff Heymann fra bryggeriet Svanholm havde de største leverancer. Ølhaller og andre udskænkningssteder florerede.
Det hører med til historien, at Tivolis grundlægger Carstensen i 1857 byggede forlystelsesetablisimentet Alhambra. Der var tale om en meget stor bygning med plads til over 2000 gæster opført i Maurisk stil. Satsningen var en fejltagelse, og efter 13 år blev etablissimentet nedlagt. Navnet ”Alhambravej” er det eneste minde, der er tilbage.
Sport og underholdning
Men etablissimentet Sct. Thomas overlevede og blev kendt for andre gæve aktiviteter. Sporten holdt sit indtog i underholdningsverden. På forlystelsesstedet Sct. Thomas blev den berømte Magnus Bech-Olsen i 1897 verdensmester i brydning ved at vinde over den tyrkiske sultans hofbryder Memisch. Magnus Bech Olsen fik 5.330 kr. for sejren. Et beløb der i dagens penge ville være på omkring 250.000 kr. Bech-Olsen købte et værtshus for pengene.
Sport og sangerindepavillon hånd i hånd – det var tider. Skal man i dag opleve en sangerindepavillon skal man besøge ”Bakkens Hvile” på Dyrehavsbakken. Her holdes de gamle traditioner i hævd – både hvad angår bayersk øl og vovede sange.
Bedre gik det for Carstensens andet initiativ. Oprettelsen af en sporvejsrute fra Frederiksberg Allé til Trommesalen ved Tivoli. Driften i gang i oktober 1863 med hestetrukne vogne.
I begyndelsen af 1900-tallet blev Sankt Thomas Allé anlagt. De store ejendomme afløste forlystelserne. Men inde i gårdene og i haverne kan man stadig fornemme, at der engang var tale om landsteder.